Fotograf
Tim Jørgensen
Synlige HelteFørste møde med Dubai lover en overdådig arkitektur og et overflødighedshorn af forlystelser, og disse kan også blive indfriet, trods restriktioner på spil og alkohol.Spadestikket til det 21 århundredets globale turistindustri i Ørkenlandet, er taget. Som en introduktionsvideo på Dubailand Sales Office, et planlagt og påbegyndt gigantisk projekt der indeholder indkøbscentre, luxushoteller, forlystelsesparker og golfbaner, lover os: "Det ultimaive hjerte for international familieturisme i det 21 århundrede" og videre "Den optimale livskvalitet". Idet hele taget bliver de fleste byggeprojekter her præsenteret som et futuristisk paradis befolket af turisme og en materiel harmoni der mest af alt hører hjemme i en dårlig Hollywoodfilm.Men midt i alt dette er der også en knap så glamouriøs historie om importeret arbejdskraft. 95% af den samlede arbejdskraft i Dubai varetages af udlændinge. I 2005 var dette antal så højt som 2,738,000 arbejdere.Rekrutteringsfirmaer står for at finde arbejdskraft til de gigantiske bygningsprojekter der foregår i Dubai. En bygningsarbejder bliver i sit hjemland lovet omkring 3000 dirham (ca. 4200 dkr) og en kontrakt på typisk 2-3 år. Realiteten er at han for udbetalt omkring 500 dirham (ca 700 dkr), får konfiskeret sit pas og får det ikke udleveret før kontrakten er udløbet.Arbejdsdagen starter kl 4 hvor de bliver hentet i busser og kørt til deres respektive byggepladser hvor arbejdet starter kl 6, kl 18 bliver de så hentet i busser og kørt tilbage til lejren. En arbejdsuge er for de fleste på 6 dage. Historier om arbejdere der er døde af det hårde arbejde i den stegende hede er ikke sjældne. I følge officielle beregninger døde 34 arbejdere på byggepladser i 2004, men ifølge en undersøgelse et branche magasin foretog, døde 880 udenlandske bygningsarbejdere det år som følge af udmattelse. Eftersom byggeboomet, og derfor også efterspørgslen på billig arbejdskraft, er steget kraftigt, er det svært at forestille sig at disse uheldige tal ikke er fulgt med. Men også selvmord, som følge af udsigtsløse og trøstesløse forhold, samt en stigende gæld, er også hverdag blandt de udenlandske bygningsarbejdere.Da jeg ikke fik lov at fotografere arbejderne hvor de "boede", i bla. arbejdslejre som Sonapour og Jebel Ali, har jeg valgt at vise folkene ventende på deres busser der fører dem til deres lejre.De fotograferede er bygningsarbejdere og affaldssamlere i området omkring Dubai Marina, et område under opbygning. Her blev jeg mødt med et stort overskud og en åbenhed der er kendetegnende ved de asiatiske arbejdere, trods de barske vilkår og dystre udsigter.af Tim Eskild Jørgensen
 |
|
Væk i billeder – om syn og sted
Rune Gade
Et diffuseret, blødt lys lægger sig mildt hen over mange af Tim Jørgensens motiver og lader de enkelte dele træde ligeligt frem. På billedfladen bevidner vi et distributivt demokrati, som sikrer hver ting en egen plads og en egen tilsynekomst. Her er en særlig jævnhed på færde, som knytter sig til synsmåden snarere end til stedet. Fotografierne handler i denne forstand lige så meget om syn som om sted, selvom netop stederne umiddelbart fremtræder som det afgørende. Stederne ses imidlertid på en bestemt måde, som er hverdagslig og ordinær, men samtidig ualmindelig og esoterisk. Som var det syner. Vågne drømme. Det milde, jævne lys bader generøst tingene i synlighed. Der er noget både indtrængende og gennemtrængende over lyset, denne umærkelige luminans, som understreger det flademæssige, tingenes dybdeløse tilsynekomst. Selv når der i motiverne optræder skygger, skjuler de ikke noget, men forekommer tværtimod oplyste. End ikke natten skjuler noget.
Ting støder sammen. Men sammenstødenes voldsomhed afbødes af den forskelsløshed, som synsmåden sikrer. Gletsjerens langsomme vej målt imod gokartbanens fart. Bibliotekshyldernes infinitte udstrækning målt imod bøgernes knaphed. De tre arbejdere på taget over for de tre forretningsmænd på fortovet. Den kæmpemæssige sten midt i parkeringskælderens golde ørken af kunstlys. Tim Jørgensens billeder demonstrerer en udtalt sensibilitet over for de uventede møder. Men møderne iscenesættes aldrig som dramaturgiske kulminationer. Der er slet ingen dramatik. Intet højdepunkt. Kun en stille undren. Som når overgangene mellem en tredimensional og todimensional virkelighed sløres, og vi kommer i tvivl om kulissens grænser. Er luftballonen ‘ægte’? I fotografierne får vores tvivl ekstra næring, fordi alting naturligvis allerede er transformeret til billede. Idet han drillende forstærker forskelsløsheden, leger Tim Jørgensen med vores ringe evne til i et fotografisk billede at skelne det ene fra det andet.
Stederne er ikke irrelevante, men underordnede. Vi konfronteres nok med specifikke steder, men Tim Jørgensens interesse er mindre stederne selv end det billede, han kan omdanne stederne til via sin synsmåde. Motiverne stammer fra alle vegne, men virker alligevel på en måde som om de alle er fra sammesteds. Det er dokumentationer af steder og rum, men i endnu højere grad dokumentationer af en konsistent synsmåde. Der er en enhed i det blik, stederne bliver genstand for. Alle stederne ligner billeder. Alle billederne ligner syner. Det er som om de komplekse arkitektoniske strukturer, der skildres, har det tilfælles, at de tager sig ud som kulisser. Urbane scenografier hvis primære hensigt er at træde frem som overbevisende illusioner om en dybde. Byen er en skov af tegn, piktogrammer og skilte, som vi må læse os igennem ligeså meget som vi må bevæge os igennem den. Telefonmaster og elledninger gennemskærer himlen, kommunikationens og energiens aflejringer. Vi efterlades med følelsen af at alt på forhånd er struktureret til at blive gjort til billede.
Menneskene er så godt som fraværende. Men intet er uberørt af menneskehånd. Der tegnes indirekte portrætter af menneskelige aktiviteter, som toner frem i billederne som spor. Her er ingen tomhed, men tværtimod fylde. En fylde som manifesterer sig via fraværet af menneskeskikkelsen, men nærværet af menneskets handlinger, menneskets gerninger. Der er næsten ikke andet end disse overvældende allestedsnærværende spor. Billederne er til overmål fulde af dem. Sammen med det illuminerende lys stilles tingene til skue som en slags håndfaste beviser. Håndfaste men også gådefulde beviser, som demonstrativt synes at henvise til noget. Vi kan ikke se hvad. Men noget. At betragte disse billeder er at tage bolig i en andens syn og at blive ledt ind i fortællinger som endeløst viser bort fra sig selv, ud over sig selv. Billederne stopper ikke ved rammens kant. De fortsætter langt ud over den. Dér hvor vores tanker springer hen, mens vi kigger. Tim Jørgensens fotografier tvinger os hele tiden derhen, væk.
