Fotograf
Tao Lytzen
![]() |
|
Tao Lytzen søgte i ungdoms vovemod ind på Nordens Fotoskole i Stockholm uden ret mange forudsætninger. Han kom igennem nåleøjet med elleve andre det år, så forudsætninger må der have været - og siden er det gået stærkt.
Han har haft job i fotografkollektivet "2. maj" og været medejer, og i dag er han freelance.
Tao Lytzen har med base i Hjørring rejst verden rundt på opgaver og fotograferet sult og krig.
"Hvis der er noget, jeg har lært, så er det, at livet er andet end billeder af rædsler. Mange kolleger er tilsyneladende uenige i dét. Men der er også en mere venlig og positiv hverdag, en dansk hverdag, som det er værd at vise. Rædslerne og uretfærdigheden skal selvfølgelig vises og dokumenteres, men vi må ikke glemme den hverdag, der giver håb for et godt liv."
Tao Lytzen har deltaget i konkurrencer som World Press Photo og har vundet priser i "Årets Pressefoto". Han har illustreret bøger og magasiner og lavet forsider til blandt andre "Euroman".
I hele 2003 rejste Tao Lytzen rundt i Danmark og sendte hver dag et billede af "Den danske identitet" hjem til offentliggørelse i Berlingske Tidende under titlen "IdDK". De 365 billeder blev senere til en udstilling i Øksnehallen i København.
(Niels Chr. Hansen, PhotoMondo)