Fotograf udstiller hverdagens amazoner

Af Lotte Thorsen, Politiken, iBYEN, den 13. juni 2007

En brugt spiral. Et slimet og blodigt fødelagen. Kønsbehåring på klos hold. En gammel dildo, der er gået i arv blandt familiens kvinder. En flået kanin i hænderne på en seksårig dreng. Bryster hæftet sammen med et blodigt menstruationsbind og gaffertape.

Og en triumferende babyfod på vej ud af billedet efterladende en glat, slimet lort i en gul potte.

Der er ingen dunede, nøgne babyer fotograferet i lækkert modlys i Liv Carlé Mortensens fotobog 'Amazon'. Til gengæld har hun systematisk år efter år dokumenteret sin hverdag og sit moderskab så voldsomt, blodigt, smukt, hæsligt, gribende, sørgeligt, lykkeligt og forbandet, som det tager sig ud i virkeligheden.

»Jeg tager som regel kameraet frem i yderpunkterne. Min mission er at give en intim skildring af kvinden og en dokumentation af, hvad et kvindeliv er i 2007 - amazonen, der går i krig som skaffedyr og beskytter af sit afkom«, siger hun.

Kvindelige spor
I 20 år har Liv Carlé Mortensen med sit objektiv forfulgt menneskelige - og i endnu højere grad kvindelige - spor og efterladenskaber.

I to år cyklede hun eksempelvis hovedstaden tynd om natten for at samle fødselslagner fra venner og bekendte, før københavnske sygehjælpere nåede at krølle dem sammen og smide dem til storvask. Siden har de hængt til tørre hjemme i hendes gang og emmet af blod, slim og forløsning.

Nu er de knastørre. Og udstillet på et galleri i det indre København sammen med hendes fotografier. 'Map of Birth' kalder hun lagnerne - fødslens landkort. Og i indtørret stand har blodet tegnet nye spor og billeder.

Liv Carlé Mortensen peger ud, hvordan én plamage har forvandlet sig til en sommerfugl. En anden til en drage. Og på et tredje ligger konturerne af et lille foster, hvis man kigger ordentligt efter.

»Jeg har altid haft det sådan, at alt det, der kom ud af mig, var enormt spændende. Spor og efterladenskaber er fantastiske«, siger hun.

Brystløs amazone
Liv Carlé Mortensen tager imod i det atelier, hun deler med en håndfuld andre kvindelige fotografer på Frederiksberg - overraskende feminin og med et stort, blødt smil. Tatoveringerne løber ud af ærmerne på den kortærmede grønne bluse, mens håret dækker den rulle pigtråd, hun for mange år siden fik tatoveret hen over panden.

En hardcore punkpige, der er blevet voksen. Og nu har barnesæde monteret på cyklen. Og hverdage, lejlighedsvis pligtsex og madpakker monteret i resten af tilværelsen.

Selvbiografisk
Side om side med billederne af sønnens pottelort, hendes egne blodige trusser og pågående kønsbehåring og de stille billeder af børnene i badekarret står hendes gamle dagbogsnotater, sønnens vuggevise og De Ti Bud. Hele molevitten er pakket ind i et saftigt lilla omslag og stemplet med et farvefoto.

Det forestiller fotografen selv stående splitternøgen i en kornmark med bue og pil og med sine to sønner om benene. Brysterne er fjernet i photoshop, som en ægte amazone. Det meste af stoffet i bogen er selvbiografisk - strofer fra forskellige perioder af fotografens eget liv.

»Fotografiet er min store kærlighed. Det er den eneste måde, jeg kan udtrykke mig på«, siger hun, mens hun bladrer i bogen, fortæller og lader fingrene glide kærtegnende hen over billederne ét efter ét.

Men som hun også siger: »Man kan ikke leve af at lave hjerteblod«. Derfor arbejder Liv Carlé Mortensen i weekenderne med demente.

»Jeg har altid haft lønarbejde og skullet forsørge mine børn. Fotografiet har været en registrering af det, der sker i dagligdagen. Og så har jeg forsøgt at hæve det, så det ikke bare blev mit private album, men noget, som andre også fik noget ud af at se på. Altså hver dag at lave et koncentrat og hælde det på emulsionen, så jeg havde noget at dele med andre kvinder«.

Glad for kvinder
For Liv Carlé Mortensen er med egne ord »meget, meget glad for kvinder«. Eller »powerbabes«, »dejlige damer« og »seje madammer«, som hun kalder dem.

»Kvinden er et fantastisk landskab, så nuanceret, hvor manden er meget mere konkret. Når kvinder er sammen, bliver skindet altid skrællet af med det samme. Ofte deler man hjerteting med fremmede kvinder efter ganske få minutters samtale. Men der sker altid noget, når der kommer en mand ind i lokalet. Så husker jeg, hvem jeg selv er. Det gør jeg ikke, når jeg er sammen med kvinder. Der kan man bare gå i ét«, siger hun.

Boblende gryder
Liv Carlé Mortensen er en »en hestepige fra landet«. Født og opvokset i Dåstrup på Midtsjælland i et hjem »fuldt af regler«. Men når hun klatrede gennem hullet i hækken, ventede en helt anden verden hos veninden i nabohuset.

Hun boede nemlig i hippiekollektiv, hvor de voksne gik nøgne rundt, og hvor der hang malerkunst og nøgne damer på væggene. Brødet var hjemmebagt, man måtte spise honning direkte af skeen, og der stod store gryder og boblede og duftede på komfuret.

»Det var helt uhæmmet fantastisk«, sukker hun.

»Inde hos mig var der mere ordnede forhold. Men det var i høj grad inde i nabohuset, at jeg blev podet«.

Allerede som barn begyndte hun at fotografere med sin mors konfirmationskamera, der var lappet sammen med tape. Dengang var det veninderne og hestene, der blev sat i scene og foreviget.

Fortid i Ungdomshuset
15 år gammel forlod Liv Dåstrup og spenderede de næste ti år af sit liv i Ungdomshuset på Jagtvej.

»Jeg var hardcore punkpige med pigtråd om benet og masser af tatoveringer og var altid i Ungeren. Jeg har haft de ti bedste år af mit ungdomsliv der«.

Når hun ikke var i Ungdomshuset, gik hun på gøglerskole, skrev teaterstykker og spillede med i »sådan nogle Ulrike Meinhof-stykker«. Og hele tiden fotograferede hun sine omgivelser - og især de kvinder, der var i dem.

»Indtil jeg fik børn, arbejdede jeg hele tiden. Jeg kunne slet ikke få nok. Og når jeg fotograferede, var det altid det nære - kvinder under lup. Det har nærmest været et antropologisk studie af kvinderne i min omgangskreds«.

Siden kom Liv i lære som reklamefotograf. Og fik sønnen Harald, der ligesom sin lillebror altid har været med i fotoprojekterne. På et opslag i bogen sidder han med bøjet lyshåret hoved og holder en flået kanin på et fad.

»Det her er ofringen«, siger hun let.

»Harald har ligesom mange andre børn oplevet, at hans forældre gik fra hinanden. Og selv om det blev gjort fint og kærligt, sker der noget, når man mister den tryghed, der er i, at mor og far er der hele tiden. Og så måtte vi jo lave det billede. Han var seks år dengang. Vi har ikke selv flået kaninen - den er fra halalslagteren. Og bagefter tilberedte jeg den og lavede et smukt højbord med lys. Han ville godt nok ikke spise den. Det var lige klamt nok«.

En anden gang kørte familien på landet og ofrede et lam. Og på et opslag står Harald med træt mine og fremviser et tungt lammeskind.

»Det var en hård proces for Harald. Men jeg synes, at det er enormt vigtigt, at mine børn kender til fødekæden. Vi slår ihjel for at få mad. Selv om vi har en slagter til at gøre det for os og et supermarked til at pakke det pænt ind«.

Spor efter børn
Nutidens kvindelige krigere har en del slagmarker at passe. Afkommet skal fodres og beskyttes. Ægtesengen skal helst stå i brand et par gange om ugen. Og så er der også lige det der arbejdsmarked.

'Am I Still Your Lover?' står der med store typer ud for et foto af Liv Carlé i selskab med sine to sønner, iført bar efterfødselsmave og trusser med et billede af jomfru Maria.

»Det har jeg taget, lige efter at Esajas blev født. Det er Jesus-moderen anno 2007. Spørgsmålet er til min kæreste. For der stod jeg med smertende underliv, en nyfødt, en søn på syv, som har en anden far, og en kæreste, der var taget på arbejde. Man er jo brugt, når man har fået børn. Det giver også spor. Og visdom«.

Regnvejrsmor
Så bladrer hun igen. Og kommer til et foto af en sammenbidt regnvejrsmor med pandehåret hængende i silende striber med barnevogn, en grædende baby og indkøbsposer på slæb.

»Vi kom hjem fra Kvickly, og jeg vidste, at jeg skulle lave et billede til Dannerhusets jubilæum. Der var deadline en uge senere. Og så gik vi der gennem regnen, og Harald havde børnesår, og lillebror græd. Og så tænkte jeg: Nu er den der, skatter! Dér er billedet. Og Harald var rasende. Men det er jo dér, de bedste billeder er. Lige midt i hverdagen. Og det er også hårdt at være barn en gang imellem. Ligesom det er hårdt både at være en dejlig givende mor og elskerinde - og så også lige skulle passe en karriere«.

Som skribenten Nanna Kalinka Bjerke skriver i bogens forord:

»I Livs univers er der alt det, man ikke har lyst til at blive mindet om ved sig selv. Hver gang man lige har poleret neglene eller vokset benene, kommer Livs billeder og forstyrrer idyllen med vidnesbyrd om den totale mangel på perfektion. Hun fastfryser desperadoen i den moderne kvinde, som vi ellers gør vores bedste for at skjule«.

Se et udvalg af fotografierne fra 'Amazon': Amazoner i Bredgade