Navn:    Kyungwoo Chun Adresse:    Land:    Korea, republic of Web:    www.kyungwoochun.de Mail:    chunmanri@googlemail.com Telefon:

KYUNGWOO CHUN, Sydkorea, er født 1969 og opvokset i landets hovedstad, Seoul. Han har studeret fotografi ved Kunst-instituttet på Chung-Ang universitetet og påbegyndte sin karriere som selvstændig kunstner i hjemlandet. I 1995 flyttede han til Tyskland og påbegyndte studier i kommunikations-design, som afsluttedes med diplom i 2000. Rejste samme år som skrivende journalist til Danmark og anmeldte sine landsmænds udstilling på Odense Foto Triennale , ”Stående på tidens tærskel”  til et koreansk kunsttidsskrift. Temaet for denne triennale, langsomhed, bragte ham tilbage til Odense-Triennalen i 2003, men nu som kunstner og udstiller, og han har siden udstillet i Danmark adskillige gange, senest i 2009 på Århus Kunstbygning og i Galleri Image med projektet ”Being a Queen”.

Kyngwoo Chun   -  en ny langsomheds kunstner

I Skandinavien var der for nogle år siden stor opmærksomhed om en roman-trilogi af den norske forfatter Jan Kjærstad. I dens første del, ”Forføreren” (som skildrer en ung mands udviklingshistorie), løber læseren tilbagevendende ind i spørgsmålet: ”Hvornår bliver man den, man er?”

Spørgsmålet påtvinger sig en, når man ser på den unge fotograf Kyungwoo Chuns produktion over de første ti år. Men spørgsmålet skifter betydning undervejs, for mens det til en begyndelse er tilskueren, der leder efter sammenhæng og betydning, er det senere kunstneren selv, der rejser problemstillingen i sit værk.

Kyungwoo Chun er født i Seoul i 1969. Han tog sin B.A. i fotografi fra Chung-Ang universitetet i Sydkorea i 1992. Det er også her, hans første selvstændige udstilling vises i 1994: En samling af portrætter med så stor variation i udtrykket, at det kan knibe for iagttageren at finde det stilistiske fællesskab. Men den fremadskuende titel, Aura, kan det synes som om Chun har indkredset sit tovedtema, auraen, førend han fuldstændig havde de personlige og kunstneriske forudsætninger for at forløse det.

I 1996 skifter han opholdssted og slår sig ned i Tyskland, og denne konfrontation med en europæisk kultur får nye træk frem i hans produktion, der kan ligne en genopdagelse af væsentlige træk i den klassiske asiatiske tænkemåde. Portrætserien superiority  (1998)  angiver overgangen. Samme år påbegynder Chun en omfattende skitsebog. Heri veksler tegnede udkast til nye fotografiske værker med fotoskitser og gengivelser af det fotohistoriske inspirationsgrundlag: Pionértidens portrætfotografi med eksponeringstider så lange, at de krævede hovedlæn eller nakkestøtte. Blandt de mange notater, som Chun strør om sig med i teksten, snart på tysk, snart på koreansk, har han håndskrevet et (tysk) citat: ”…denne hovedholder var soklen til den statue, som jeg skulle blive til, mit imaginære væsens korsét”.

Udstillingen, ”Zeitraum im Verschwinden” (Tidsrum under ophør) 1998, synes at betegne et vendepunkt. I denne serie lægger Chun for første gang konsekvent tilblivelsen af portrættet over til modellen, som herved bliver hans medspiller i skabelsen af det tidsrum, der genererer menneskebilledet.  De portrætterede fastholder deres væsens kerne i en løbende koncentration om billedets tilblivelse i et selvvalgt tidsinterval fra ét minut til en halv time. Fra modsat vinkel åbner fotografen sin lysbro, der kan betrædes i de minutter, der er aftalt. Hvert portræt står tilbage på pladen som et kondenseret liv: Fødsel, varighed, afslutning.

Et portrætfotografi af den karakter kan kun skabes mellem venner. Eller man kan vende det om og hævde, at lykkes et portræt på disse svære vilkår, så er der basis for samvær også på andre planer. Det må formodes, at det er sådanne tanker, der har drevet fotografen frem mod sin næste opgave: At opsætte spilleregler for to menneskers fælles optræden på samme negativ, men forskudt i tid. Thirty Minutes Dialog, der fik sin premiere i 2000, er en invitation til to individer om at befolke det samme rum 15 minutter ad gangen, sådan at resultatet gør dem til tvillinger eller kærester – partnere i et multietnisk samvær, der ganske vist er fiktivt, men forpligtet af kunstens evighedskarakter. Her ses i en videre udvikling de eksperimenter med en velbegrundet uskarphed, der kommer af at lade det ene ladede øjeblik hobe sig oven på det næste indtil summen ad øjeblikke tegner sig for den, der ser på. Det er her, auraen bliver til..

I den foreløbigt afsluttende serie, this appearance (2001), fører Kyungwoo Chun med suveræn beherskelse sine langtidseksperimenter videre. Nu optræder kun én model i rummet, til gengæld er varigheden – den visuelle dialog mellem fotograf og fotograferet – sat op til en fuld time. En sjusket udtale af titlen (som dis-appearance) får en medbetydning frem, som også rammer den overfladiske beskuelse af det sepia-tonede portræt: Man kan knap nok se, at det her er en person. Men giver man sig tid (her stilles kravet igen!), så er virkningen frapperende: Ud af det amorfe halvmørke træder ikke bare et ansigt, men ansigtet, som idé. Se direkte på den tågede stjerne, og den forsvinder, se forbi den og den åbenbarer sig - sådan kan man få øjenkontakt med de portrætterede, og miste den, på ny få kontakt, og miste den… Et forunderligt skrøbeligt møde i et rum, man ikke kan definere. Som tilskuer går man derfra med en lille smerte i sjælen, men med fornemmelsen af, at have fået en indsigt af den sjældne slags, som kun stor kunst kan formidle.

Finn Thrane

(En let forkortet og bearbejdet udgave af artikel, skrevet til kunstnerens separatudstilling i Sungkok Art Museum i Seoul, Sydkorea 2001)