Fotograf
Kirsten Klein
Kirsten Klein tekst til katalog - Morsø Kunstforening 2007
Jeg er vokset op med Limfjorden i blodet . Jeg boede lige ud til fjorden i Hejlskov ved Ørslev Kloster med to kilometer til nærmeste nabo. Der grundlagdes min kærlighed til naturen.
Kom til København for at lære fotografihåndværket fra grunden. Her mødte jeg mit livs partner, og da vi havde afsluttet vores uddannelser, købte vi et krumt sted på Sydsjælland op ad bøgeskove, enge og søer.
Men længslen efter de størrer vidder og store himmelstrøj trak os til Limfjordsegnen og - det var godt at lande på Mors. Jeg følte mig straks godt tilpas på øen, blandt gæve naboer, og fandt hurtigt mange gode venner.
En god base for at arbejde og masser af inspiration lige uden for døren. Der var rig mulighed for at udforske øens forskelligartede natur.
Det smukke lys over landskabet påvirket af fjorden og det nære hav, og frem for alt de fantastiske skyer på himlen, der gør, at man ind imellem føler sig midt i et bjerglandskab i evig forvandling.
Kort tid efter ankomsten var jeg heldig at få stillet flere opgaver. Forfatteren Knud Sørensen manglede en forside til hans seneste bog `Slutsedlen`, og flere samarbejder fulgte. Af Morsø Fonden fik jeg stillet den opgave at skildre livet på øen i midten af 70 ´erne, efter at Morsø Folkeblads bygning og dermed arkiv var brændt. Dernæst henvendte Per Noe sig fra Morslands Historiske Museum om at skildre Molerværkerne på Øen, som endte med at blive en vandrerudstilling, hvortil Knud Sørensen skrev en række tekster. Udstillingen var vidt omkring og har nu fået varigt ophold på Molermuseet ved Skarrehage.
Så det var rigtig gode afsæt til et virke og en bosættelse på Mors.
I de første år handlede mine billeder mere om mennesker i landskabet, og de spor de satte sig i deres arbejde med dyrene og landbruget. Men efterhånden som alle mindre gårde blev købt op af de store, og de store blev større og maskinerne overtog det manuelle arbejde, blev landskabet mere og mere mennesketomt. Da blev det i overvejende grad naturen med årstidernes vekslen, der tiltrak sig min opmærksomhed. Lysets brydning med fjorden, landskabets former og strukturer og vejrligets stemninger, som jeg til stadighed prøver at formidle.
KIRSTEN KLEIN: ”Det Evige Nu” (2007)
Introduktion
Dag er en Funke
Et tiliset træ under den blege måne, en markvej der forsvinder mellem bløde bakker, en sandstrand med guanomønstrede kampesten – Kirstens Kleins motiver synes hjemlige og nære. Får man en stak af disse fotografier i hånden, står referencerne med det samme i kø - dog ikke indenfor fotografien, hvor man skal til Norge, Island eller Skotland for at finde paralleller. Kun én dansk kamerakunstner kan hun sammenlignes med, én der som hun er storbyfødt og har valgt et jysk udkantsområde og dets specielle natur som base for et livslangt virke: Jørgen Borg. Men ellers er det litteraturen og malerkunsten, som leverer klangbunden for den fotograferende morsingbo: Limfjordsegnenes selvbevidste og stoflige hjemstavnskunst, sådan som forfatterne Johannes V. Jensen, Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg og Thøger Larsen formulerede den i ord, og fætrene Niels og Kristen Bjerre malede den for godt éthundrede år siden. En sen udløber af den jyske bevægelse altså. Men parallellen fungerer kun, hvis man anvender hjemstavnsbegrebet i sin allervideste betydning. Og så er det endda kun én af de nævnte kunstnere, som følger med helt frem til 2007, nemlig Thøger Larsen. Som han fra Lemvig beruser sig i Limfjordens vande og projicerer det op til Universets evige Blaa/ hvor Kloderne tavst om Kloderne gaa 1), således evner Kirsten Klein gang på gang at få negativets lille, sekundkorte tidsskive til at lægge sig visionært suggererende op ad en stor fortælling med evighedsperspektiv. Se Farverne slukkes/ naar Straaler ej tindre./ Dag er en Funke/ i Nattens Indre skrev Thøger Larsen i sit lapidariske digt ”Dialog” – og sådan, livsberust og lysmættet, fordi døden ligger under som den ostinate bas, oplever jeg Kleins kunstneriske univers. Jo, panerotikken kan også finde vej gennem optik og kemi..
Det kan godt være, at landskabet er Mors. Men den fastboendes hemmelighed er, at panoramaet under de skiftende skyer aldrig er det samme og at rammerne konstant udvider sig indadtil: Langs Fegge Klits fatamorgana af et ø-massiv styrter de millionår gamle askelag ned i jordens varme og stadig levende nutid; bag det stormpiskede bølgelandskab i Livø Bredning mærkes respekten for kræfter, mennesket ikke kan tumle; bag de høje fjerskyer mærkes glæden ved at lægge nakken tilbage for en lovmæssig skønhed aldeles udenfor rækkevidde. Hvis man vil, kan man opfatte Kirstens Kleins landskabsfotografier som erkendelsesbestræbelser. Det er karakteristisk, at flere af de stærkeste landskabsbilleder efterlader tilskueren i tvivl om, hvad det egentlig er man betragter: Er det et hav i oprør – eller en rygende lavamark? Er det jordfygning, snestorm eller en regnpisket havflade? De flydende grænser markerer, at kunstnerens søgen efter den visuelle grænseoverskridelse, som ekstreme vejrforhold frembyder, også åbner feltet for en anden og dybere indsigt. Det er i kantområderne, det ny bliver til – det kender man fra videnskaben. Men Kirsten Klein synes ubevidst at gå efter samme arkimediske punkt, når hun søger udfordringer ved fotografisk at gribe efter det øjeblik, som er skjult for de fleste – det som færingen Jørgen Frantz Jacobsen indkredser, når han beskriver vinterstormene på sydkysten af Vågø, hvor brændingen kaster tonstunge sten op i udspringet for det 33 meter høje vandfald, Bøsdalafossur: ”Kommer man (…) for skade at se dette skuespil på nært hold – og kommer man levende fra det – da må man være klar over, at man har haft fingrene lidt længere fremme, end Vorherre egentlig havde tænkt sig, og er kommet til at overvære noget, som ikke var beregnet for turistøjne” 2).
Nuvel, Kirsten Klein er ikke turist, og hendes søgen efter det store drama er eksistentiel snarere end eventyrlysten. Der findes blandt hendes billeder ét fotografi, der er velegnet til at sammenfatte hvad hendes ’hjemstavnsfotografi’ står for. Det hedder Snesky, er fra 1990, og bogstaveliggør det sammensatte begreb, der hverken forefindes i ordbøgerne eller i håndbog for meteorologi, men af Klein selv er iscenesat ved lav optagelsesvinkel som en altopslugende kosmisk uldtot, en vision af en hvirvlende snestorm set på respektfuld afstand, men som alligevel synes at omfatte hele verden, lige fra den skarptskårne kiming over vandfladen til det dybe sortnende himmeldyb i 10-12 kilometers højde. Det er et øjebliksbillede, men betragtningen beriges hver gang, man ser det, og bestyrker en i, at man har fået lov at få et glimt af skabelsens under. Det kan godt være, at optagelsesstedet kan findes på Danmarkskortet over Nordvestjylland, men her som i det sortladne billede af den forblæste tjørn (titel, år?) eller de nye, næsten skræmmende eskatologiske billeder fra Råbjerg Mile ( år?), står vi med en viden, der er et fuldgyldigt modstykke til det, som Thøger Larsen bedriver, når han ved nattetide løfter blikket fra Nissum Bredning, retter sin hjemmegjorte kikkert mod rummet og hører (..) Sfærerne spille/ og (..) hører græsset af Grunden gro 3).
Men Kirsten Klein har også forladt hjemstavnen, som Thøger Larsen kun med nød og næppe nåede, og er rejst ud for at søge den fornyelse, som oplevelsen af fremmed kultur og natur har kunnet give hende. Det blev tidligt til studierejser til USA og Mexico, og øen Irland med dens tætte tilknytning til havet er blevet hendes andet hjemland. Om keltiske eller nordiske, så synes disse rejser snarere at have bestyrket de allerede etablerede stærke bindinger til lyset i det i bred forstand norrøne landskab. Lyset kan forsvinde, og lyset kan intensiveres - i begge situationer spænder Kirsten Klein hurtigoptrækket på sit kamera og er klar til at trykke på udløseren, når atmosfæren har nået det ultimative. To gange har hun våget ved Irlands spiralsnoede bjerg, Mullagh More, og billederne er som yin og yang: det ene vintertungt og knugende med slæbende skyer, det andet gennemlyst og glasklart, kronet af fejende fjerskyer. Lige gribende er de begge udtryk for fotografens viden om og dialog med klima, årstid og stedernes væsen alt efter vejrlig og tid på dagen. Det betyder, at vi som publikum gøres modtagelige for at se dette sted med århundreders visdom i bagagen, vi skimter scenariet for kultiske fester og hedenske ofringer – og vi forstår at Kirsten Klein som en anden Richard Long 4) fremdrager potentialet og ’tilrettelægger’ naturen for at nå sit mål.
Hvis et kunstværk bliver til, når kaos bliver form, så er Kirsten Klein den, der forhaler denne proces mest muligt, for formens tæmning af det voksende og intuitive kan let føre til formalisme og tomhed. Under arbejdet med denne problemstilling fik jeg et fotografi i hånden, som jeg var i tvivl om hvordan skulle vendes. Det var fra Island og forestillede en amorf masse, som kunne være skyer, vand eller tåge, og inden jeg fandt dets rette top og bund og forstod, at den svævende ravn skulle ses nedefra, havde jeg alvorligt overvejet alle fire muligheder. Det interessante ved dette er ikke min begrænsning, men billedets ustyrlighed, som kommer af den udtryksmæssige kompression i et motiv uden horisont (Bag Seljalandsfossen, Island 1988). Men Kirsten Klein er på jagt efter noget tilsvarende, når hun i Finmarken dyrker det ultimative øjebliksbillede under indfangning af rener med lasso. Her ligger horisonten ganske vist, hvor den er forventet, men renhjordens paniske flugt bort fra den dalende løkke og den kastende sames tiltende søgen efter sin egen balance, afslører at fotografen selv er kontrolløst in medias res.
Der er en smuk metafor, som passer til Kirsten Klein og hendes symbiotiske forhold til naturen, og det er vindharpen – instrumentet, som klinger i harmoniske akkorder, når blæsten går igennem det. Sådan stiller Klein sig til rådighed for naturen og landskabet og lader via optikken lyset fra dets storladne fremtrædelsesformer fæstne i emulsion og papir. Med vidvinklen rettet mod Finmarkens nattehimmel er hun klar, når solvinden antænder nordlysets elektroner og det farverige skuespil lyser fjeldverdenen op og gør selve rummet synligt. Og med vidvinklen i zenith gentager hun den kosmiske invasion, når hun fanger uendeligheden over Limfjorden ved, som en anden Stieglitz, at fastholde fjerskyernes flygtige abstraktioner mod rummets dybder. Alfred Stieglitz begrundede sit på daværende tidspunkt provokerende anderledes motivvalg således: ”I wanted to photograph clouds to find out what I had learned in forty years about photography. Through clouds to put down my philosophy of life..” 5). Spiritualiteten, der udgår fra Kirsten Kleins højt svævende skyer, kunne tyde på at hun har det på samme måde.
Finn Thrane
Fodnoter:
Indledningslinierne i Pan, fra digtsamlingen Jord, 1904.
Jørgen-Frantz Jacobsen: Færøerne. Natur og folk, 1970
Thøger Larsen, af Foraarstegn, fra digtsamlingen Limfjords-Sange, 1925
Engelsk land-art kunstner, f. 1945
Alfred Stieglitz, amerikansk fotograf og udstillingsorganisator, 1864-1946
 |
|
"Skyerne bestemmer lysets karakter, farverne, måden lys og skygge falder på. Årstiderne betyder også meget. Det skrå lys om vinteren giver for eksempel mere form til det, det rammer, end det lodrette lys om sommeren."
Kirsten Kleins fotografier er sanselige, poetiske og ofte melankolske skildringer af landskaber, præget af årstidernes gang, vejrets skiften, menneskets dyrkning og naturens egen konstante bearbejdning. Havet er ofte et gennemgående motiv, og Kirsten Klein har især fotograferet fra Nordsøens og Atlanterhavets kystegne. I hendes fotografier finder man en form for religiøs-romantisk naturbesjæling, også når hun sommetider isolerer enkeltmotiver som en fuglevinge, et hvidløg eller en plante.
Kirsten Kleins samlede og meget sammenhængende værk viser hende som en af Danmarks mest overbevisende og stilsikre skildrere af især det danske landskab og dets mange forskelligartede ansigter. Hendes fotografier besidder en særegen stemning og en høj grad af ærlighed overfor det sete. Hun fotograferer mest i sort/hvid og ofte fra sin hjemegn Mors. Landskabsbillederne er ikke bare naturskildringer, de fanger det givne øjebliks magi - og de viser en teknisk kunnen, som ikke er mange forundt.
I 2007 har Kirsten Klein modtaget Fogtdals Fotografpris på 250.000 kroner for sit "unikt følsomme landskabsfotografi".
(Niels Chr. Hansen, PhotoMondo)
CV:
Medlem af Corner og medstifter af Billedhuset.
Billeder købt af Ny Carlsbergfondet, Statens Kunstfond og Museet for Fotokunst.
Bøger blandt andre: "En hymne ti Irland" (1998), "Der fortælles om dette sted" (2001) med forfatteren Jens Smærup Sørensen.
Årets kunstner (2000), Jyllands-Posten.
Rejser blandt andre: USA, Mellem- og Sydamerika, Irland og Island.
Legater: Statens Kunstfond 1980, 1988, 1991, 1993-94.
Kulturministeriets fotografiske bogpris 1994, Bindesbøll Medaljen 1995.
Utallige udstillinger i ind- og udland.
